Jeg er mor til en lille pige med autisme. Jeg skriver for min egen skyld, men jeg håber at du vil kunne finde noget her som du kan bruge.

Det jeg har brug for er for det første en forståelse af hvad autisme og asperger egentlig er.

For det andet har jeg brug for praktiske og konkrete råd til hvordan jeg hjælper min datter til at klare sig her i livet.

Og sidst men ikke mindst har jeg brug for at at medvirke til at det samfund hun skal vokse op i åbner øjnene, dørene og måske hjerterne for mennesker med autisme og asperger.

Det er det jeg har tænkt mig at Spektrum skal handle om, og da jeg hverken har asperger, autisme eller en professionel baggrund, kan det tænkes at noget af det jeg skriver er noget værre vrøvl, og så må du meget gerne skrive til mig, så jeg kan blive klogere.

Min datter fik diagnosen infantil autisme i februar 2007. Dengang var hun godt 3½ år. Inden vi kom dertil havde vi fået undersøgt hendes hørelse, der ikke fejlede noget. Der havde også været en psykolog forbi børnehaven. Jeg kendte i forvejen til autisme, fordi en veninden søn kort tid inden havde fået samme diagnose, så jeg kunne sagtens læse mellem linierne hvad de forskellige professionelle lagde op til og da jeg selv havde oplevet hvad tidlig, intensiv indsats med ABA, som er den tilgang man for det meste bruger i USA og Norge, kunne gøre ønskede jeg ikke at se tiden an, men at få det undersøgt.

Egentlig troede jeg ikke at min datter ville få en autismediagnose. Ved de forskellige møder dukkede jeg hver gang op med en forventning om at vi ville få at vide at hun var helt normal og at det var os forældre der var overbekymrede. Jeg var fuld af undskyldninger for at spilde de professionelles tid når nu hun tydeligvis ikke fejlede noget. Og samtidig vidste jeg jo hvad det var hun ikke fejlede og havde god tid til at sætte mig ind i det. Og lave lister over gode tegn og dårlige tegn. Min optimisme tog nogle gevaldige rutscheture og det gør det egentlig stadig. Før selve udredningen gik mine søvnløse nætter mest ud på om hun ville få en diagnose eller ej. Under og efter diagnosticeringen begyndte jeg at blive mere og mere urolig for hvordan vi skulle sikre hende en tidlig intensiv indsats, som vi selv kunne stå inde for. Datteren gik i tre måneder i Bispebjergs observationsbørnehave, så jeg går ud fra at de har gjort det grundigt og at når nu hun har diagnosen infantil autisme, så er der nok noget om det.

Vi ville gerne have et ABA-forløb og i København var der et ABA-projekt i gang, som stod for at skulle evalueres og vi håbede at det ville medføre at hun kunne få et ABA-tilbud. Hendes gamle børnehave gjorde det klart at hun ikke ville kunne gå i børnehave der, så vi skulle på udkik efter en ny børnehave. Vi blev skrevet op til en basisplads med en notits om at det var ABA vi ønskede.

ABA-projektet lukkede ned et år for tidligt,så der blev oprettet en basisgruppe med en ABA-inspireret tilgang for de børn der havde været med i projektet. I en basisgruppe skal der normalt være 6 børn og der var kun to af børnene, der tog imod tilbuddet, så vi var jublende lykkelige da datteren fik plads i basisgruppe i Tingbjerg. Det viste sig dog hurtigt at være alt andet end det tidlige, intensive tilbud vi havde drømt om. Og det var så som så med det ABA-inspirerede. Der var en-til-en træning og supervision, i begrænset omfang, til de to børn fra det tidligere projekt og de andre børn var fyld. Ja, det var bogstaveligt talt hvad vi fik at vide til det første forældremøde, og så syntes vi egentlig ikke der var nogen grund til at blive der en dag længere.

Så vi stod igen uden en børnehave og uden noget som helst ABA eller nogen som helst tidlig, intensiv indsats og tiden gik og gik. Kunne vi på en eller anden måde skaffe de rigtig mange penge, der skulle til for til selv at stable et ABA-program på benene? Kunne vi finde en børnehave der ville have noget med det at gøre, hvis vi bare sådan kom ind fra gaden? Flere søvnløse nætter.

Vi er ikke særligt rige, det er synd at sige, og vi får mavepine af at slås med myndighederne, så umiddelbart var der kun en vej frem, nemlig at flytte til Norge og det var vi måske alligevel ikke helt desperate nok til, for pigebarnet så jo ud til at udvikle sig og få mere og mere sprog, mindre problemadfærd og hun beholdt sine venner fra den første børnehave og fik tilmed nye venner hvor hun kom frem.

Vi fik tilbudt en plads til hende i en udflytter- og idrætsbørnehave, hvor de har deres helt egen tilgang til basisbørnene, der er fuldt integrerede med ganske almindelige, forskellige børn. Der er gang i den dagen lang og umiddelbart er det ikke hvad man vil forbinde med autismepædagogik, men vi er meget, meget glade for den, for vi oplever at det virkelig har sat skub i datterens udvikling. Så det er her vi er nu, og vi samler kræfter til næste kamp, når hun skal til at starte i skole.

Opdateret i starten af juni 2009: Idrætsbørnehaven var desværre ikke helt hvad den gav sig ud for, så dãtteren holder en ekstra lang sommerferie inden hun starter som enkeltintegreret i en friskole i København til august. Nye udfordringer venter både os forældre men især hende. Desværre føler vi os derfor nødt til at blive anonyme.

Fars pige, mors skat, hele husets abekat